Guide til loppe-sælgere

Når du har læst dette så ved du hvordan Loppelunden ser ud, hvordan du booker og hvordan det foregår den dag, du skal komme og sælge dine ting.

Loppelunden er – synes vi selv – et af Københavns hyggeligste loppemarkeder 😊

Hvis du vil se et par billeder af loppemarkedet, så klikker du bare her.

 

Loppemarkedet ligger lidt nede i en lavning – og der er plads til 50 stadeholdere i alt. 6 af pladserne er inde i de gamle, røde skure. Disse stadepladser er for sæsonen 2017 udlejede til faste stadeholdere, så det er de udendørs pladser, du kan leje.

 

Rækkefølgen på de udendørs stadepladser starter oppe ved Emdrupvej med nr. 1 og så går det simpelthen hele vejen rundt langs kanten af loppemarkedet og slutter så sjovt nok med nr. 44. Se kort over loppemarkedet og oversigtsbilleder her.

 

Pladserne 21-29 er for tiden lavet til et udvidet café-område og disse kan derfor først bookes når de andre pladser er udlejet (i så fald indskrænker vi cafe-området lidt).

 

Du booker en specifik plads på loppemarkedet og vælger med det samme om du også vil leje et bord og/eller et tøjstativ. Stadepladserne er 3×3 meter, så der er ikke plads til 2 af vores borde på én plads. Vores borde er nemlig nogle gode store nogen på 1,20 x 2,40 og dine kunder skal jo også lige kunne komme til bordet/tøjstativet. Men der kan godt være ét bord og ét tøjstativ på en plads. Det tager kun et par minutter at booke din stadeplads og det foregår  her.

I ugen op til at du skal komme og besøge os får du en mail med lidt praktiske oplysninger. I den står der f.eks. at du skal ankomme mellem kl 8.00 og 9.30 og at der er en toilet-vogn på pladsen – sådan nogle ting.

Når du så ankommer på dagen, så står vi – Julie og Rolf  – og tager imod dig. Vi viser dig hvor du skal stå og hjælper dig med hvad du nu måtte have af udfordringer og spørgsmål. Og vi er i caféen hele dagen, hvis du har brug for hjælp.

Vi ønsker nemlig at du skal have en rigtig god oplevelse ud af at være hos os i Loppelunden – og håber at vi på den måde kan leve op til at være “Københavns hyggeligste loppemarked”  🙂

Hvis du har spørgsmål så skriver du bare til os her

Direkte link til booking af stadeplads – klik her 🙂